Slip kreativiteten løs
Kreative valgfag
Elsker du at arbejde med dine hænder? Nørkle med forskellige materialer og nørde teknikker – og forvandle en skitsetegning til et brugbart produkt?
Så kan du prøve et eller flere af vores kreative valgfag. Her er skaberglæden og de kreative tanker i fokus.
Ea-sy
Det er ikke tilfældigt, vi har kaldt vores valgfag i håndarbejde for ea-sy. For når du først får det grundlæggende kendskab til symaskinen på plads, vil du opleve, at du let kan sy alt fra muleposer til scrunchies – og måske endda dit eget tøj.
Vi starter med helt enkle opgaver, så du lærer lokalet og maskinerne at kende, og herefter arbejder vi os frem til at sy f.eks. computercovers, hættetrøjer, kjoler eller hyggebukser. Desuden eksperimenterer vi med forskellige materialer og omdanner stofrester fra f.eks. møbler til tøj, eller henter overskydende materiale fra fabrikker eller lignende.
Når du lærer at sy, lærer du et håndværk, du kan få glæde af hele livet. For med nål og tråd, kan du hurtigt reparere tøj, der er gået i stykker – eller måske endda opdatere det tøj, der ligger i bunden af dit klædeskab, fordi det er gået af mode. Mulighederne er uendelige, og det er lettere, end du tror!
Keramik Efterskole
Det hyggelige keramikværksted summer altid af kreative ideer, højt humør og god stemning. Her får du mulighed for at lære at arbejde med stentøjsler og skabe alt fra skåle til lysestager, vaser, krus, masker, smykkeholdere og figurer.
Glæd dig til at lære en masse om, hvad ler kan bruges til og de mange muligheder, materialet har. I løbet af undervisningen får du et overblik over forskellige teknikker, og du kommer igennem hele processen fra ler til færdigt produkt.
Det betyder, at vi starter med et råt naturmateriale, der formes og tørrer samt får første brænding. Dernæst er det andet step, hvor der sættes fokus på farvevalg og dekoration, når emnerne skal glaseres. Herefter brændes der igen, for at få det færdige resultat - og det er altid nogle spændte og forventningsfulde øjne, der kigger med, når ovnen åbnes.
Undervejs hjælper og inspirerer vi selvfølgelig hinanden. At arbejde med keramik er en proces, der kræver lidt tålmodighed, men vil du opdage, hvor skønt det er at fordybe sig i sit eget projekt og arbejde med helt små detaljer og penselstrøg.
Sløjd Efterskole
Der er noget særligt ved at skabe noget selv. Ved at arbejde med sine hænder og gøre en idé til virkelighed. Og dét får du lov til at opleve i sløjd. Vi arbejder nemlig med mange spændende teknikker og producerer bl.a. peberkværne, skåle, lysestager og små skulpturer.
I løbet af valgfaget bliver du introduceret til forskellige teknikker og tilegner dig små håndværksmæssige færdigheder. Du vil lære sløjdlokalet og redskaberne at kende, så du let kan navigere rundt, når du starter et projekt.
Desuden kommer du igennem hele produktionsprocessen, når du lærer at gøre dine designtegninger til virkelighed. Målet er at fremstille æstetiske og brugbare produkter, som du kan være stolt af – uanset om du aldrig har haft en skruetrækker i hånden før eller har flere års erfaring bag dig.
To gange om året udstiller vi det, vi har produceret, så resten af skolen også kan få glæde af det.
Billedkunst Efterskole
Billedkunst er faget for dig, der gerne vil eksperimentere. Dig, der gerne vil lege med farver og afprøve vilde idéer, arbejde med forskellige kunstarter og skabe noget unikt. I løbet af undervisningen kommer du til at svinge penslen og arbejde med akvarelmalerier, collager og tegne med kul.
Du behøver ikke at være et stort tegnetalent for at vælge faget – alle er velkomne, og alle kommer til at lære noget og udvikle deres kunstneriske evner undervejs. Bare du har lyst til at udfordre kreativiteten og prøve noget nyt.
Dine holdkammerater bliver dine sparringspartnere, og du bliver en del af et kreativt fællesskab, hvor alle hjælper hinanden med nye input og inspiration. Stemningen er altid god i vores billedkunstlokale, og her er plads til både hyggesnak og fordybelse.