Værdigrundlag

Ågård Efterskoles værdigrundlag er et grundtvigsk livssyn. På Ågård Efterskole sættes følgende ord i centrum for det grundtvigske livssyn: Holdning, frisind og fællesskab. 

Det grundtvigske livssyn anser det enkelte menneske for en dyrebar, ukrænkelig skabning, som har sit eget værd, og som kun kan virkeliggøre sit liv i fællesskab med andre.

Livet betragtes som en værdifuld forpligtelse for hvert enkelt menneske til at bruge sit eget værd til gavn for sig selv og andre i fællesskabet.

Det grundtvigske livssyn på Ågård Efterskole er naturligt forbundet med den grundtvigske kristendomsopfattelse, hvor det dobbelte kærlighedsbud, med kærligheden som drivkraft og glæden som grundtone, står i centrum.

Hvis du vil vide, hvad ansatte, elever og forældre siger om værdigrundlaget, kan du læse vores værdigrundlagshæfte.

Formål

Ågård Efterskoles formål er at holde efterskole ud fra et grundtvigsk livssyn, hvis overordnede mål er at give de unge mod på tilværelsen og styrke deres selvværd.

Skolen skal møde de unge med et værdisæt, der er forankret i kristendom og historie, give mulighed for at opleve glæden og styrken ved fællesskab, blandt andet gennem fortælling, sang og gymnastik. 

For skolen er det vigtigt, at de unge tilgodeses fagligt, og at de udvikler sig til at blive selvstændige mennesker, der tør tage et ansvar og udvise respekt og forståelse for andre. 

Bæredygtighed

Bæredygtighed er et begreb, der gennemsyrer skolens daglige virke. Vi forstår bæredygtighed som et bredt begreb, der både rummer konkrete tiltag som fx affaldssortering til en mere abstrakt forståelsesramme, hvor det blandt andet handler om bæredygtigt samvær. 

Vores køkkenpersonale tænker i deres madplaner over problemstillinger som fx madspild og grønne rette. Eleverne bliver hjulpet til at afstemme deres portionsstørrelser efter, hvad de rent faktisk kan spise, og flere gange i løbet af ugen præsenteres vi for plantebaserede retter, retter med hvidt kød eller fisk. 

I elevernes lejligheder er opsat affaldsstationer, der både konkret hjælper til, at affaldet sorteres efter de kommunale forskrifter men også giver anledning til samtaler om det bæredygtige i at sortere og reducere affaldsmængden. 

 

 

Sammen mod en bæredygtig fremtid

Som underviser på skolen er bæredygtighed typisk en del af dem faglige årsplan. Enten som et konkret emne, der arbejdes med eller som overskrift, der toner undervisningen. I praksis betyder det, at i løbet af skoleåret arbejdes tværfagligt med bæredygtighedsbegrebets bredde betydning. 

Vi har oplevet over de sidste par år, at mængden af pakker bestilt fra diverse online-butikker fylder mere og mere. Det samtaler vi med vores elever om og opfordrer til at gå på jagt i eget tøjskab efter alternativer. Det affødte sidste år en byttebørs, hvor eleverne på eget initiativ oprettede en mulighed for at bytte sig frem til nyt tøj og samtidig komme af med tøj, der ikke længere blev brugt. 

Traditionelt har skolen hvert år købt skoledragter til alle elever. I den forbindelse har gymnastiklærerne forsøgsvist prøvet at bestille dragter, hvor designet genbruges, så det kun er hvert andet år, der bliver lavet nye designs. Herudover bestiller de dragter, ud fra elevernes specifikke mål, så vi kun skal lave de antal dragter, der rent faktisk skal bruges.

Skolen opvarmes i dag af naturgas, men vi har fra skolens side budgetteret med at blive koblet til fjernvarme-netværket, der er på vej til vores område. Herudover har vi solceller på taget, der dækker en del af skolens samlede elforbruget. I forbindelse med opførelsen af en ny hal, prioriterede vi at bygge med genbrugstegl. Både for at imødekomme den bæredygtige tendens med genbrugsmaterialer, men også for at sende et signal til vores mange brugere om, at vi ønsker at tænke i en bæredygtig retning. Skolens alder medfører en del vedligehold og renovering. I den forbindelse tænker skolens pedel over at indkøbe energibesparende døre og vinduer med tre-lags glas, ligesom det er et prioriteret mål at efterisolere de gamle bygninger generelt.

De relationelle arbejde med eleverne handler om at danne til at blive gode, demokratiske samfundsborgere, der i gøren og ageren har udsyn, frisind og fællesskab som grundpille i samværet med andre mennesker. I det mini-demokrati, vi tilbyder eleverne i løbet af deres ophold, bliver de hele tiden gjort opmærksomme på fællesskabets betydning for den sociale sundhed. De lærer, at mødet med andre mennesker, de ikke nødvendigvis selv har valgt, indeholder en kvalitet, der skal udforskes og understøttes. 

Følg os på de sociale medier